Kære Dagbog!

 

Så oprandt tiden til vores længe planlagte tur til Bornholm.

Vi havde med stor glæde sagt ja tak til Rønne Rotarys invitation, og Mikael som jo er indstillet derfra, havde været i løbende korrespondance med Lis Borring fra Klubben, for at planlægge programmet for vores ophold. – Opholdet der lå fra Lørdag d.9/3-02 til Tirsdag d.12/3-02. 

Og sikken en velplanlagt og dejlig tur!

 

Lørdag d.9/3-02:

 

Vi mødtes under uret på hovedbanegården kl. 16.30 alle iklædt vores flotte nye gule jakker fra Admiral Hotellet, og med vores dejlige sportstasker fra Danica.

Men vores gode humør fik dog hurtigt et knæk, idet Niels` bærbare PC `er i løbet af et split sekund blev stjålet næsten lige foran næsen på os. Heri lå hele vores præsentationsprogram i en meget flot power point udgave, med billeder, musik og det hele. ØV! –Nå, men vi skulle jo nå bussen, så af sted til politiet og derefter afgang mod Ystad.

Resten af turen forløb uden flere dramatiske hændelser og da vi ankom til Solskins øen havde vi atter fundet smilet frem.

Her blev vi mødt af Lis, Niels Erik og Jens fra Rotaryklubben  som sørgede for, at vi blev kørt ud til det sommerhus, vi havde fået stillet til rådighed under vores ophold. Et meget hyggeligt og lækkert hus midt ude i skoven ved Pedersker. Tak for det Niels Erik.

Velinstalleret med rødvin og lidt mad sagde vi pænt farvel til vores chauffører, og efter et par timers diskussion af dagens begivenheder gik vi alle til køjs.

 

Søndag d.10/3-02:

 

Dagen startede med et besøg i sommerhuset af Bornholmsk Tidende. Her blev vi interviewet, selvfølgelig med Mikael som det naturlige fokus, idet han primært var grunden til at vi  var kommet til Bornholm. Der blev også tid til en lille ”fotosession” som udmøntede sig i et pænt gruppebillede til avisens artikel. Lis Borring, hendes søn Martin og Jørn Egebjerg var dagens guider og chauffører.   Vi startede hos Maardahl Strik, et uldværksted,  hvor vi så hendes meget flotte selvdesignede arbejde og værksted. Herefter var det tid til en forfriskende strandtur ved Dueodde i det meget flotte solskinsvejr. På vej fra stranden mod Svaneke kørte vi igennem Snogebæk, hvor der var plads til en lille klatretur på klipperne nede ved havnen. Der blev også plads til en tur igennem Nexø, hvor vi handlede gevaldigt ind i den lokale Kvickly til aftens middag. Vi  var også en smut nede i havnen, hvor vi så Danmarks største båd elevator. Kæmpestor!!!

Ankommet til  Svaneke besøgte vi Pernille Bülows glasværksted og butik, hvor der også blev lejlighed til at gøre nogle flotte indkøb.

Frokosten blev indtaget ligeledes i Svaneke på ”Restaurant Bryghus” med hjemmebrygget øl og Bornholmske delikatesser. Mætte og veltilpassede kørte vi videre. - Gudhjem blev passeret på vej til Øster Lars rundkirke, hvor vi med en veltalende guide fik et godt indblik i kirkens historie. En meget imponerende og flot kirke.

Næste stop blev gjort ved Sandvig, hvor vi kravlede ud på klipperne ved øens Nordligste punkt.

Selvfølgelig skulle vi også til Hammershus, som var en betagende oplevelse sidst på eftermiddagen, med en begyndende solnedgang som baggrund. Et fantastik sceneri.

Dagens program var ved at være forbi, så” drengene” fra gruppen kørte med Lis hjem for at prøve at genetablere vores præsentationsprogram. Os ”tøser” fik  et lift hjem af Jørn som underholdt med små anekdoter om det Bornholmske liv, og udpegede mange interessante og stemningsfulde steder .

Mætte af indtryk og oplevelser blev aften brugt til lidt hygge, en god middag og planlægning af vores præsentation, inden vi ganske trætte igen krøb til køjs. En berigende og skøn dag.

 

Mandag d.11/3-02:

 

Kl. 9 blev vi afhentet af Jens Egelund og Kai Toft som var denne dags guider og chauffører.

Vi begyndte dagen i Rønne med et besøg hos Hjort Keramik. (Dem med de berømte apotekskrukker.)Her fik vi en guidet tur rundt i værkstedet, og fik et stort indblik i selve processen/udarbejdelsen af stentøj, hvilket var enormt spændende. Der var også tid til at gå en runde i museumsafdelingen. Fra udarbejdelse af stentøj til udarbejdelsen af ost! Næste stop var andelsmejeriet st.Clement i Klemensker, som producerer verdensmester ost.

Her fik vi en rundvisning af  Leif Olesen som med god lune gav os et bedre bilede af hvordan en ost bliver til. En sjov og lærerig oplevelse. Herefter gik turen til Rø Plantage hvor den tidligere skovfoged fortalte omkring de Bornholmske skove og dyrelivet på øen. Der blev også tid til en lille gåtur i skoven hvor vi så en mægtig dæmning,  han selv havde været med til at lave. På vejen herfra og til sommerhuset gjorde vi et enkelt stop, - ved et mile sted på Bornholm, hvor man faktisk kan stå i  brudzonen imellem de 1.700 million år gamle lag af granit og de ”kun” 550 million år gamle sandsten. Fantastisk.

Tilbage i sommerhuset gennemgik vi vores program inden aftes præsentation, spiste en dejlig frokost og fik en time til ren afslapning. Kl.17 blev vi hentet og kørt til Hotel Fredensborg, hvor vi ved Rotarymødet afprøvede vores præsentationsprogram en smule nervøse, men med et godt udfald. I anledning af vores tilstedeværelse have klubben valgt at lade mødet være et Inter City møde, og  det skal de have tak for. Vi fik god respons på vores optræden og kunne lettet nyde den herlige middag der blev serveret. Tilbage i sommerhuset var der plads til et enkelt glas rødvin, og en evaluering af aftens bedrifter, hvorefter vi endnu engang krøb til køjs med en masse gode oplevelser i tankerne.

 

Tirsdag d.12/3-02:

 

Vi stod op meget tidligt, idet vi skulle nå morgenfærgen kl.6.45. Inden da nåede vi dog af fejre Niels` fødselsdag med lidt sang og en enkelt gave. Jens Egelund kom og kørte os til færgen og  da vi havde lånt Lis` bil aften før, mødte også hun op tidligt for at sige farvel.

Helena var smuttet hjem med et tidligt morgenfly, så da vi andre 4  atter var tilbage på hovedbanegården tidlig tirsdag formiddag, var det mange oplevelser rigere.

Turen var velplanlagt, menneskerne vi mødte helt fantastiske og Bornholm en så sandelig rigtig Solskins ø. 1000 Tak til Rønne Rotary klub.